Siden jeg kom til New York i august, har jeg været betaget af new yorkere og deres hunde. (Der er garanteret skrevet et utal af blogindlæg og rejseartikler om dette tema, men det skal nu ikke holde mig fra også at smide et par kommentarer afsted. I hvert fald har emnet ikke tidligere været nævnt her på bloggen. Det er meget populært at have hund i New York, i hvert fald føles det som om, at der er langt flere hundeejere end i København. (altså per indbygger.)
I byens parker er der hundegårde, hvor alle hundejerne slipper deres store, små, gøende, vamsede, slanke – ja alle former for hunde løs i et virvar. Det kan være ganske underholdende at stå og glo på, men den skøreste hundeoplevelse var alligevel inde omkring Union Square for et par måneder siden. Et par kom gående med deres relativt store hund i snor. Jeg går lidt bag dem, og pludselig tager manden hunden op på armen og bærer den som et lille barn. Okay, man skulle nok have set det, men det så altså både komisk og grotesk ud på grund af hundens velvoksne størrelse.
Jeg har siddet og kigget på billeder af forskellige hunderacer og er kommet frem til at hunden, som manden bar på sandsynligvis var en grå Greyhound, som på billedet nedenfor.
Nora
Jeg har en særlig forkærlighed for gravhunde, hvilket nok hænger sammen med at mine forældre har den sødeste dværggravhund Nora. Den anden dag mødte jeg en en lille kusine til Nora i hvert fald lignede hun hende gevaldigt. Døm selv.
Noras kusine i New York
Anni Lyngskær 