Så lad mig straks korigere og sige, at jeg gerne vil tegne et mere nuanceret billede af Sierra Leone, end den almindelige dansker formentlig går rundt med. Hollywoodfilmen ‘Blood Diamond’ med Leonardo DiCaprio i hovedrollen har gjort sit til at sætte det lille vestafrikanske land på det afrikanske landkort hos mange danskere. Men det er trods alt over 10 år siden, at borgerkrigen sluttede, og der er så meget andet at fortælle end historien om en borgerkrig om bloddiamanter.

Dermed ikke sagt, at det er korrekt at male et rosenrødt billede om hvide sandstande og glade og imødekommende mennesker, selvom det også er en del af historien om Sierra Leone.
Jeg har tidligere skrevet både artikler og lavet en film om pigesoldater i Sierra Leone, faktisk var det netop historien om børnesoldater og særligt pigerne, der fik mig til at rejse dertil for fire år siden. Men fire rejser senere og et indgående arbejde med lokalbefolkningen i Kono-distriktet, vil jeg også gerne fortælle om nogle af de mange positive oplevelser jeg har fået i et af verdens fattigste lande.

Fra min første rejse har jeg været fascineret af glæden og evnen til at danse og under min seneste rejse optog min kollega Trine Berg og jeg en dansefilm som en hyldest til kvinderne og for at tegne et mere positivt billede af både landet, men særligt også de mennesker vi mødte både i vores arbejde, men også på gaden i Koidu by.

Rytme er en stor del af hverdagen i Sierra Leone og i flere uger gik vi rundt og lyttede efter rytmelyde, som vi kunne bruge til musikken i filmen. Efterfølgende har musikeren Joknaniel sat beatet sammen.

Normalt rejser journalister ud i verden for at interviewe og fortælle andre menneskers historier. I et nyt filmprojekt giver en journalist bogstaveligt talt kameraet til kilderne, og beder dem fortælle deres historie, som de synes, at den skulle fortælles.

Projektet løb over to måneder, hvor kvinderne lærte at filme, interviewe og ikke mindst idéudvikle. Kvinderne fik til opgave at fortælle en historie, der havde stor betydning for dem, og det er der kommet nogle meget forskellige film ud af. Én fortæller om kærligheden til sit barn, en anden om betydningen af hendes job som skrædder og en tredje viser, hvad kulturel dans betyder for hende.

”Som journalist er det jo normalt mig, der bestemmer, hvad historien skal handle om. I det her projekt var det kvinderne selv, der bestemte. Mange af historierne er simple, men det er det fine ved dem. De fortæller om en hverdag, der selvfølgelig er anderledes end i Danmark, men alligevel tror jeg, at de fleste vil kunne identificere sig med Naomi Komba, der elsker sin 1-årige datter overalt på jorden, og det var den historie hun havde lyst til at fortælle,” siger journalist og projektleder Anni Lyngskær.

De kvindelige skræddere, der i to måneder var en del af det danskudviklede filmprojekt, arbejder til daglig i et lille kollektiv, hvor de blandt andet syer tørklæder, der bliver solgt i Danmark. Ved siden af produktionen har de i september og oktober måned modtaget undervisning i at producere film. Selve undervisningen er en blanding af at lære at filme og fortælle samt læse, refleksions- og skriveøvelser. Og det er nyt for de fleste af kvinderne i projektet, der aldrig har gået i en formel skole.

”Vi brugte en del tid på at læse højt for at stimulere kvindernes fantasi og forestillingsevne og give dem en forståelse af, hvad en god historie er. Man kan sige, at vi blandede fiktion og virkelighed for at få dem til at tænke kreativt i forhold til deres egne film,” forklarer Anni Lyngskær.

Se resultatet i Husets Biograf den 29. november kl. 19.30. Efterfølgende vil der være reception og mulighed for at stille spørgsmål til projektlederne.

I sommeren 2011 blev det samme projekt udført i Harlem, New York, og der arbejdes i øjeblikket på at gennemføre projektet i Danmark i løbet af 2012.
Projektet er støttet af Danidas Oplysningsbevilling.
Mere info:
Journalist & Projektleder, Anni Lyngskær
annilyngskaer@annilyngskaer.dk

+ 1 773 240 5287 (New York) / +45 51900989 (fra den 28. nov.)

www.annilyngskaer.dk

Jeg sad og arbejdede på mit speciale på New Schools læsesal på hjørnet af 5th Avenue og 14. gade, da demonstrationen når hertil ved 16-tiden. Fra vinduet på 1. sal kigger jeg ud på en blokeret gade. Politiet er mødt talstærkt og kampklædt op, mens de studerende har bannere og kameraer med sig.

Minuttet efter indtager en gruppe på ca. 20 studerende læsesalen. En fyr råber: “This space is now occupied. Leave the space now if you don’t want to be part of it.”
Måske en (k)ærlig advarsel? Men om alle omstændigheder en retorik, der kun kan minde om en hvis ekspresidents.
Jeg tager et par billeder mere, pakker min computer sammen og forlader stedet, mens demonstranterne hænger bannere og plakater op i vinduerne. “Money to schools not banks” står der på et af dem, så langt er jeg enig. Men et andet skilt proklamerer, at “99% is Civil War.”
Lidt ærgerligt, at de ligefrem opfordrer til krig.

Om jeg er med dem? Tjae, det klæder i hvert fald de amerikanske studerende at gøre aktivt oprør. Det sidste års tid har jeg hørt rigtig meget brok i pauserne mellem timerne, så demonstrationen virker tiltrængt. Jeg beslutter mig alligevel for at gå, da jeg ikke helt kunne overskue konsekvenserne af at opholde mig i en besat bygning, hvis politiet skulle beslutte sig for at storme stedet.

Indgangen til læsesalen er blokeret af politiet, der vil forhindre at flere studerende kommer ind til det nu besatte område. Man kan til gengæld godt komme ud. Jeg bliver stående og kigger, tager et par billeder og beslutter mig så for at trække mig tilbage.

På vej til Brooklyn er der en enkelt hjemløs i metroen, som har fået fat i et af skiltene fra demonstrationen med det i den ene hånd og et papkrus i den anden beder hun sine medpassagerer om en skilling. Hun er måske det fineste symbol på de 99% denne eftermiddag?

I et ubemærket øjeblik løber en gruppe studerende ind ad bagindgangen til læsesalen for at være med i besættelsen. En enlig vagt med walkie talkie opgiver at holde dem tilbage.

Læs mere om de studerendes protester her.

Nordamerikas længste, højeste og hurtigste svævebane ligger blot et par timers kørsel fra New York City og adrenalinkicket, der venter for foden af bjerget, er køreturen værd, samt en god mulighed for at kombinere Manhattans storbyvibes med en vild oplevelse i naturen.


Hunter Mountain, New York: Turguiden Tim Garron har spændt de to første ’svævere’ fast til de 975 meter lange parallelle metalwirer. I den anden ende står turens to andre guider, Ben Hamilton og Kevin Maloney klar til at tage imod og hjælpe med at bremse. Tim taler i walkie talkien:
»Svævebane klar!«
»Svæv derudad« lyder det tilbage, og Tim tæller ned: »1,2,3 nu.«
De to deltagere løber ud over rampen og folder sig derefter sammen som to kanonkugler for at få mest muligt fart på. De når op på omkring 60 km/t., og turen over til den anden side varer cirka et minut.
Himmelen er blå, og solen skinner, men der er også en del vind i Hunter Mountain den dag, hvor Jyllands-Postens udsendte kaster sig ud på Nordamerikas længste, hurtigste og højeste svævebanetur. Blæsten har betydning for, hvor hurtigt man kan flyve, og det mærker man ude på midten af turen. Vinden får for det første svævebanen til at gynge ekstra, og det kræver særligt mod at åbne øjnene og kigge ned i dalen 200 meter under én. For det andet er det modvind, så det er vigtigt at blive ved med at holde benene oppe under sig for at bevare farten og nå hele vejen over til den anden side. Til gengæld er der medvind på svævetur nummer to, der går i modsat retning.

Det er langt fra alle af de 12 deltagere på denne tur, som når over til den anden side, og så må en af guiderne i aktion. Ben spænder sig selv fast til wiren, firer sig ud til den uerfarne svæver, hægter sig fast til vedkommende og firer sig tilbage som en abekat i et klatrestativ.

New York Zipline Adventure skriver på deres hjemmeside, at Sky Rider-turen ikke er for hvem som helst, og den advarsel er ikke for sjov. Hvis man har højdeskræk eller af andre grunde godt kan nøjes med mindre, så skal man vælge den kortere svævebanetur med navnet Mid Mountain. Den er også velegnet til familier med yngre børn. Dog skal man være lidt tålmodig, da der kun er en metalwire per svævebane, og det derfor tager længere tid at få alle 12 deltagere fra træ til træ. Til gengæld er det en tur, som alle og enhver kan klare uanset fysiske forudsætninger – modsat Sky Rider turen, der kræver lidt mere af mennesket, der svæver. Mave og lårmuskler bliver sat på prøve, når man skal holde sig selv foldet sammen som en kanonkugle i et minuts tid.

Efter de to første svævebaner er gennemført pumper adrenalinen i kroppen. Den tredje svævebane er ikke særlig lang, til gengæld går det lynstærkt, fordi den går stejlt nedad.
Forude venter en hængebro. Enhver med højdeskræk vil vide, at denne type bro er mere end nok til at aktivere angsten for højder. Broen er konstrueret af metalplader med huller, og gelænderet består af tynde metalwirer, så kan man kan kigge lige ned igennem broen. Oveni det gynger den naturligvis, når 12 personer vover sig ud på den på samme tid, men der er ingen vej tilbage.

Heldigvis er der én anden udvej. Man kan nemlig også tage en såkaldt ’zapline’, der er en svævebane, hvor man skal bruge mere af sin egen kraft for at komme over på den anden side. De sidste to svæveture byder på mere fart og et twist, hvor man bliver skudt frem og tilbage som en yoyo og til sidst ender ude på midten af wiren. Her bliver en trappe kørt hen til én så man kan komme ned på jorden. Tre timer og seks svæveture senere er alle tilbage for foden af bjerget, sultne, tørstige og trætte.
Pris for turen:
89$ (circa 463 kr.) for Mid Mountain og 119$ (circa 619 kr.) for Sky Rider turen.

De højeste, længste og hurtigste svævebaner i verden
I Sydafrika ligger verdens længste enkeltstående svævebane, men når man ser på steder, der tilbyder en decideret svævebanetur med flere svævebaner i træk, så er Sky Rider-turen i Hunter Mountain, ifølge Bradd Morse, der har bygget svævebanerne i Hunter Mountain den anden største i verden og den største i Nordamerika. Du kommer på i alt seks svæveture (inkl. zapline) og i alt er turen 3,6 km lang. http://www.ziplinenewyork.com/

I Europa finder du den største svævebanetur i Italien, hvor du kommer på en 3 km lang tur og prøver i alt 10 svævebaner. http://www.adrenalineadventures.it/
I Danmark er svævebanerne også godt på vej til at blive en succes. I Svendborg ligger Gorilla Park, der kombinerer svævebaner med klatring. Til næste år vil de bygge seks nye svævebaner, der tilsammen bliver over 1 km. lang og dermed bliver Danmarks længste svævebanetur. http://www.gorillapark.dk/

Rejsen dertil:
Bil: Svævebanen ligger ved Hunter Mountain, som er en del af skiområdet the Catskills  Mountains beliggende 160 km nord for Manhattan. Den nemmeste måde at komme derop er ved at leje en bil. På http://www.vroomvroomvroom.com/ kan du samlet søge priser på forskellige biludlejningsfirmaer.
AVIS har en billigere pris til udenlandske statsborgere, og derfor kan man ofte få en god aftale hos dem. Du skal blot angive, at du er dansker, når du bestiller online og medbringe (dansk) pas og kørekort, når du henter bilen.

Bus: Der kører en offentlig bus fra Port Authority Terminal i New York City tre gange dagligt, den tager 3,5 time og koster 69$ (cirka 359 kr.) for en returbillet. Du bliver sat af i den lille landsby Hunter. Derfra er der 1 km til svævebanen. De fleste hoteller og restauranter ligger noget længere væk. Der er ét taxaselskab i området, og det kan kontaktes på telefon (+1) 518 589 6533.
Bestil din busbillet her: http://www.trailwaysny.com/

New York Zipline Adventure Tours har sponsoreret svævebaneturen for Jyllands-Posten. http://www.ziplinenewyork.com/
Spisning og overnatning
Hunter by byder ikke på de store kulinariske oplevelser. Til gengæld byder nabolandsbyen Tannersville på både mexicansk, et steak house og flere caféer. Byens ældste og måske mest interessante restaurant er 40 år gammel og hedder Last Chance Restaurant & Cheese. Her er der, som navnet antyder, et imponerende osteudvalg (inklusiv dansk Fløde Havarti.) Desuden byder baren på 300 forskellige slags øl, der er placeret i alfabetisk orden i køleskabet.
Centrum af Tannersville består af en hovedgade på omkring 500 meter, hvor alle butikker og restauranter er placeret. Landsbyen er nem at genkende, da mange af husene er malet i gule, røde, orange, grønne og blå pastelfarver. En ældre dame, som bor i området besluttede at donere nogle af sine penge til maling af de mange nedslidte træhuse. Den eneste betingelse var, at kvinden ville have lov at bestemme farverne.

På hjemmesiden http://www.huntermtn.com/huntermtn/resort/lodging/area-hotels.aspx kan du finde en liste over hoteller i byen. Priserne ligger fra cirka 80$ (circa 416 kr.) og op. I sommer- og vintersæsonen er mange af hotellerne fuldt bookede i weekenderne.
Andre aktiviteter i Hunter Mountain
Man kan nå frem og tilbage på én dag, men hvis man er til natur- og udendørsaktiviteter kan det godt betale sig at tage en overnatning eller to. Som nævnt ligger svævebanen i et skiområde, og skisæsonen er fra december til marts. Året rundt kan du hike i bjergene, vandre ud til New Yorks højeste vandfald eller tage en ridetur.
Læs mere på http://www.huntermtn.com/

Reel Lives er en organisation, der på nonprofit basis tilbyder en video workshop for unge mellem 14-20 år. De gennemgår et forløb, der på mange måder minder om det, jeg kører i Harlem. Dog har de professionelt udstyr, og de unge mennesker har skrevet en ansøgning for at komme med i programmet.

Det var 10 meget stærke og personlige film som tilmed var professionelt produceret, så det var i høj grad en inspirerende eftermiddag. Daija var også vildt glad for at deltage, og hun blev direkte inspireret af de unge film magere i den efterfølgende q&a.

Daijas film handler om hendes forhold til musik. Til at starte med ville hun interviewe to lokale musikere og sig selv, men undervejs tøvede hun mere og mere om at bruge sig selv.

I lørdags spurgte hun et par af de studerende fra Reel Lives til råds, og der var ingen tvivl – de opfordrede hende 100% til at bruge sig selv i hendes film -ligesom de selv havde gjort.
Jeg spurgte hende, om jeg skulle hjælpe med at filme hende til vores næste workshop, og det svarede hun ja til.

Her til aften kom hun så og var både glad, spændt og lidt nervøs for optagelserne. Vi gik ind i et rum, hvor vi kunne være i fred og i stilhed.  Her begyndte Daija at synge en af sine egne sange, og efterfølgende fortalte hun sin rørende historie om, hvordan hun var begyndt at skrive poesi og sangtekster, da hun mistede sin mormor for tre år siden.

Nu er hun er i fuld gang med at redigere filmen, som har premiere torsdag den 4. aug., og jeg ser virkelig frem til at se det endelige resultat.

(Advarsel, det her blogindlæg kan godt gå hen og blive lidt nørdet.)

Samtidig med, at jeg leder video workshoppen i Harlem, forbereder jeg mig på den næste video workshop for en grupper kvinder i Kono-provinsen, der ligger i den nord-østlige del af Sierra Leone.

Det har taget mig mange lange overvejelser at vælge et kamera, som både giver en okay lyd og et billede i nogen lunde kvalitet. Jeg har prøvet et utal af de såkaldte “Point and shoot” videokameraer, og umiddelbart virker det som om, at det gode billede udelukker den gode lyd og omvendt.

I Harlem har vi brugt Kodak Zi10 kameraer, og jeg er ikke voldsomt imponeret af kvaliteten. Kameraet har touch screen, men på i hvert fald fire ud af otte kameraer virker play-knappen ikke. Den indbyggede mikrofon er lige så elendig som på Flip, Sony osv. Til gengæld har Kodak kameraet som det eneste af den type kameraer et stik til en ekstern mikrofon. På den måde kan vi trods alt få bedre lyd, og det var også grunden til, at jeg valgte det i sin tid.

Til projektet i Sierra Leone er jeg gået en prisklasse op for at få en indbygget mikrofon, der var noget værd. Det endelige valg faldt derfor på Zoom Q3HD. Som navnet antyder er det et HD-kamera, dog virker billedkvaliteten ikke til at være i topform på trods af, at kameraet er 3 gange dyre end de fleste andre “point and shoot” kameraer, men den er dog acceptabel.
Det bruger AA batterier, hvilket har den fordel, at jeg altid kan skaffe batterier selv i den mindste landsby i Sierra Leone. Dog har jeg valgt den mere miljørigtige version og investeret i 20 genopladelige batterier og tre opladere, hvor de to oplader ved hjælp af solceller.

Jeg har stadig et par ting på min indkøbsliste. Blandt andet et par ekstra sd-kort til mit eget kamera og et mini jack splitter stik, sådan at vi kan have to sæt høretelefoner tilsluttet computeren, når vi kommer til redigeringsfasen.

Inden vi begyndte workshoppen holdt jeg møder med de faste ansatte på det community center, hvor LitWorld arbejder, og hvor min workshop skulle foregå. Jeg spurgte, om de havde computere med Windows Movie Maker. Alt var godt, og det passede perfekt. De havde netop sat et nyt computerrum op med 8 computere, og centrets computeransvarlige bekræftede, at de havde movie maker.

Yasmin, Shawn og Timothy redigerer film, mens Erik prøver at løse et midlertidig problem med manglende lyd.

I sidste uge gik det op for mig, at det nok ikke ville blive helt så smertefrit, som jeg havde forestillet mig. For det første er der kun syv computere tilbage, da den ene er gået i stykker i mellemtiden. Og selvom det er et nyt computerrum, der er blevet sat op, er det altså ikke nye maskiner.
Det viser sig nu, at 4 af computerne ikke kan køre Windows Movie Maker, fordi grafikkortet er for gammelt, så vi har kun 3 computere i alt, hvor alle 8 film skal redigeres. Til gengæld har jeg nogle meget engagerede deltagere, som næsten ikke er til at hive væk fra skærmen, når de først er gået i gang.

Tirsdag tilbragte min praktikant og jeg 12 timer på centret i håbet om, at vi kunne få de fire computere til at virke. Der kom også en ekstern konsulent, men han vidste mindre om det, end min praktikant gjorde. Det burde jeg nok have sagt mig selv, i hvert fald lagde han ud med at tage en times frokostpause, og tydeligvis kendte han slet ikke til videoredigeringsprogrammet. Suk.

Heldigvis sluttede aftenen med en rigtig god workshop, hvor vi havde gæster fra nonprofit organisationen Reel Lives, som over arbejder med video4change. To af deres elever, der netop havde færdiggjort deres film, kom og viste deres film “De udokumenterede” – om unge studerende, der er kommet til USA illegalt” og om politivold og diskrimination. To meget personlige film, der er værd at se, og i næste uge ligger de på Reel Lives hjemmeside.